Idé bag de interaktive computerøvelser |
Den grundlæggende tanke med webstedets computerøvelser er at supplere den laboratoriebaserede, klassisk uorganiske stofidentifikation som foregår i Uorganisk Kemi ved RUC's naturvidenskabelige bacheloruddanndelser. Øvelserne skal simulere den situation man står i ved det traditionelle laboratoriearbejde: Man står med et ukendt stof, og ved hjælp af en række kvalitative og kvantitative undersøgelser skal man finde frem til, hvilket stof man har fået udleveret. Målet med dette er at de studerende opøver kendskab til kemiske stoffers egenskaber og reaktionsmuligheder, samtidigt med at evnen til at gennemføre kvantitative beregninger udvikles. Desuden er indlevelse i bestemte laboratorie teknikker og principper et led i forberedelsen til at kunne tilrettelægge eksperimentelt arbejde. Man kan ikke erstatte det traditionelle laboratoriearbejde med arbejdet med computursimuleringer. Arbejdet i laboratoriet giver fornemmelse for den fysiske virkelighed som arbejdet foran en computerskærm ikke kan give. Til gengæld er laboratoriearbejdet ofte meget tidskrævende, og man når kun at lære et relativt begrænset antal af mulige kemiske stoffer at kende. Arbejdet med computerøvelserne kan hjælpe på dette problem, da øvelserne gennemføres hurtigere på computeren. Man kan derfor nå gennem flere eksempler end man ellers ville kunne nå i et laboratorium på samme tid. |
|
Vi har valgt at lægge denne computersimulerede øvelse på internethjemmesider. Baggrunden for dette valg er, at de studerende kan arbejde med øvelserne uafhængigt tid og sted, bare de sidder ved en computer med internetadgang og med en browser der er tilstrækkelig ny. Man begrænser sig mht. æstetikken i layout ved at vælge en internetbaseret løsning. Men vi har taget dette valg, fordi vi mener det er mere centralt at de studerende får mulighed for at arbejde med stoffet der hvor de er og ikke kun på specielle maskiner som er lokaliseret et bestemt sted. For os er det centralt at programmet kan benyttes af de studerende i et træningsrum, hvor de studerende selv bestemmer tid, sted og hastighed for læringen og arbejdet med det faglige stof. |