Springet fra København
(Kronik i Information på Niels Bohrs 100 års fødselsdag, d.7. oktober 1985).
Moderne fysik er mere end noget andet et internationalt projekt. Hvis der fremkommer en ny fysisk teori, f.x. for den syvende knyst på kurven for metallet Dysprosiums elektriske modstand som funktion af temperaturen, kan intetvære sagen mere uvedkommende, end om teoriens ophavsmand kommer fra Djakarta eller Ledøje. Fysikkens fagsprog, som det optræder i de internationale tidsskrifter, er løsrevet fra enhver hentydning til nationale særheder og kulturelle traditioner, bortset fra fysikkens egne traditioner. Noget andet er så, at baggrundssproget, som sporadisk optræder mellem de matematiske formler, næsten altid er engelsk, og artiklens forfatter med stor sandsynlighed er en hankønsperson, født og opvokset i USA. Sandsynligheden taler også for, at hans forskning er helt eller delvis financieret af militæret eller af et af de store elektronikfirmaer.
Højborgen for den internationale fysik her i landet er Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej i København. Her er internationalismen ægte, og ikke blot et skalkeskjul for det amerikanske militær-industrielle kompleks. Her mødes amerikanske og russiske fysikere med danskere, japanere, indere og kinesere. De slår sig ned ved samme bord i kantinen og udveksler sære formler på små lapper papir fra de fremlagte notesblokke. Ind imellem diskuteres politik, filosofi, uddannelse og kunst, og der er almindelig enighed om, at den åbne og internationale atmosfære, man finder netop her, ville være den bedste garanti for en varig verdensfred, hvis den kunne tage springet fra Blegdamsvej til den vide verden.
Hvis man sammenligner klimaet ved faglige debatter på Bohr Instituttet med klimaet ved tilsvarende debatter, f.x. hos filosofferne eller teologerne i den indre by, ser man tydeligt betydningen af den tolerance, der følger af den internationale omgængelighed og af arven fra Niels Bohr. Når filosoffer og teologer diskuterer meningsforskelle, bruger de ofte stygge skældsord og er ved at flå hovederne af hin- anden. Sådan virker det i hvert tilfælde, når man kommer fra det fredfyldte Bohr Institut, hvor noget af det groveste, man kan sige om modpartens standpunkt er, at det er "højst interessant".
Uanset hvad man kan mene om sjælevandring og den slags er det nemt at føle tilstedeværelsen af Niels Bohrs ånd i huset på Blegdamsvej nr. 17. Den ytrer sig bl.a. i medarbej- dernes talemåder og piberygning. Den dvæler med forkærlighed i det gamle auditorium A, hvor et larmende tærskeværk af en motor sindigt skyder den tætbeskrevne tavle i vejret og af- dækker et tilsyneladende uendeligt system af tavler bagved tavler. Opfindelsen kunne være af Storm P., men skyldes Niels Bohr. Her har han stået i timer og dage ved katederet, medens de kvikke fyre, Heisenberg, Pauli, Landau, Gamow m. fl. sad årvågne på første række, bevæbnet med trompeter og legetøjspistoler. En flok store legebørn, hvis flyvske ideer kom til at vende om på mangt og meget. Her har jeg selv sid- det sammen med så mange andre og lyttet til kedelige og spændende foredrag, og en dag stod jeg benovet ved katederet og førte fysiktraditionen videre over for nye studenter.
Her i auditorium A sad jeg også en dag i begyndelsen af tresserne for at høre min ven og medstuderende Otto Eisler holde kollokvium om visse aspekter af Albert Einsteins relativitetsteori. Ind tren den gamle professor emeritus Niels Bohr og satte sig på første række. Efter foredraget gik han op til tavlen og komplimenterede kollokventen for en udmærket fremstilling, men der var dog et enkelt punkt, han lige ville have belyst lidt mere, for "netop dette punkt har jeg tit diskuteret med Albert, og han sagde, at....". Det blev et langt punkt, men efter et par timers livlig diskussion, som hele første række deltog i, blev sagen afklaret til alles tilfredshed, og vi menige studenter kunne gå hjem med et fjernt blik i øjet, berørt af historiens vingesus.
Hundrede år er der gået, fra Niels Bohr ankom til denne verden, og aldrig før har vel hundrede år medført så store forandringer. Fysikken har været en hovedkraft bag de teknologiske omvæltninger, og ingen ved sine fulde fem vil i dag mene, at fysik er en særlig luksus for de få i elfenbenstårnet. Atomkraft, raketter, lasere og datamater tegner på godt og ondt samfundet i dag, og ingen af disse opfindelser ville have været mulige uden fysikkens grundforskning. Den stille leg med matematikkens symboler er blevet vor tids magi og en produktivkraft uden sidestykke.
Fysikkens internationalisering, den åbne udveksling af ideer, som Bohr var forkæmper for, har naturligvis spillet en rolle i at gøre fysikken til en produktivkraft. Det er dog nok især et andet fænomen, som har sat skub i denne ud- vikling, og det er "big science", organiseringen af store målrettede forskerhold. Det er noget ganske andet end den åbne internationalisme, idet de store hold ofte opretholder en lukket facade over for omverdenen, indtil produktet er færdigt, og resultatet kan offentliggøres eller dimsen sæt- tes i produktion. Denne arbejdsmåde var ikke Bohrs stil, selv om han deltog i det store team, som under anden verdenskrig producerede den første atombombe. Den særlige Bohrske arbejdsform, som har gjort instituttet på Blegdamsvej til et internationalt valfartssted, er dialogen, den frie udveksling af halvfærdige ideer, som slibes til under samtalen.
Niels Bohr vil selvfølgelig blive husket for nogle af sine banebrydende skriftlige arbejder, men den store respekt for ham skyldes ikke så meget hans skriftlige udtryksform, som var tung og ofte dunkel. Han mestrede først og fremmest den talte dialogs særlige fremkaldelsesproces, og det er denne evne, som satte ham i stand til at samle genierne omkring sig og være fødselshjælper for deres revolutionerende teorier. Han blev atomalderens Sokrates.
Den Bohrske åbenhed er langsomt blevet trængt i baggrunden til fordel for konkurrencepræget "big science", spændt for våbenteknologiens vogn. Men instituttet på Blegdamsvej ligger der endnu, og dets særlige stil er en københavnsk specialitet, som er kendt i den store verden, men ikke har taget springet derud. På samme måde er det gået med Bohrs mest originale bidrag til fysikken, komplementaritets- filosofien til fortolkning af kvantemekanikken. Det er karakteristisk for fysikken, at der er bred enighed om de gældende teorier, og man har ikke, som f.x. i psykologi og sociologi vidt forskellige "skoler", der udtaler sig modstridende om de samme emner. Men netop på kvantemekanikkens om-råde er der forskellige skoler, og "Københavnerskolen" er den dominerende, men absolut ikke den eneste seriøse teori.
I de sidste par år har "Københavnerskolen" tilsyneladende fået mere vind i sejlene som følge af nogle eksperimenter, bl.a. udført af Alain Aspect og hans medarbejdere i Orsay ved Paris. Eksperimenterne går direkte ind i en diskussion mellem Bohr og Einstein fra 1935, og har ifølge de fleste kommentatorer (f.x. Tor Nørretranders i Information d. 15./10. og 22./10., 1982) endeligt afgjort sagen i Bohrs favør. Den "Københavnerfortolkning", som er blevet styrket ved disse eksperimenter, går simpelthen ud på, at kvanteme- kanikkens formler er rigtige, selv under omstændigheder, hvor deres gyldighed umiddelbart ville synes at stride mod den sunde fornuft. Det er blevet et point til formelrytteriet, til de kredse i fysikken, som mener, at formlerne bare er rigtige, og at det er spild af tid at spekulere over, hvornår og hvorfor de virker. Bohrs bidrag til fysikken var imidlertid af en helt anden karakter. Han var præcis det modsatte af en formelrytter. Han insisterede på, at det uforudsigelige og springende var et uomgængeligt træk ved naturbeskrivelsen, og han søgte altid bag om formlerne for at afdække de logiske og sproglige forhold, som ligger til grund for dem, og som også gør sig gældende i andre videnskaber end fysikken.
Man kan desværre konstatere, at den "Københavnerskole", som har gjort sig internationalt gældende, har karakter af et ortodokst formelrytteri, som ligger fjernt fra ånden i Bohrs arbejde, og at komplementaritetsfilosofien, som er Bohrs højst personlige og meget københavnske sammenfatning af kvantemekanikkens erkendelsesteori, stort set ikke er blevet forstået af det internationale fysikersamfund. Fysikken er blevet meget selvtilstrækkelig og tror ikke for alvor på nytten af alment filosofiske overvejelser. Man har et formelapparat, der virker, og dermed basta. Filosofien kan få lidt "lip service" ved festlige lejligheder (som denne).
Man kan så overveje, hvordan det kan være, at "Københavnerskolen" nyder en så udbredt international respekt, når det specifikt københavnske, Bohrs komplementaritetsteori, betyder så lidt i praksis. Måske rører der sig i mange fysi- kere en lidt nostalgisk respekt for manden Niels Bohr, som med næsten usvigelig sikker, om end uforståelig intuition har udstukket retningslinjerne for århundredets fysik og forudsagt resultatet af Aspect eksperimentet, som siges at stride mod den sunde fornuft. Men hvorfor prøver man så ikke at forstå den filosofi, som førte til Bohrs sikre forudsi- gelser? Det var jo ikke en krystalkugle, men logisk tænkning, som lå bag, og Bohr har aldrig bestræbt sig på at fungere som et orakel.
Jeg tror, at svaret skal søges i, at Bohrs filosofi netop er meget københavnsk. Den bygger på nogle forudsætninger, en særlig begrebslogik, som er udviklet i 1800-tallets København, men som ikke specielt har noget med fysik at gøre.
København i 1800-tallet var ikke nogen stor by, og når man gik tur i gaderne, var der større chance end i dag for et tilfældigt møde med bekendte og en spontan diskussion. Omkring 1835 kunne man, hvis man gik en tur på Volden, lette på hatten og få sig en sludder med Poul Martin Møller. Bagefter løb man så måske på Grundtvig, H.C.Andersen og den unge Søren Kierkegaard i selskab med soldebrødrene. Senere på århundredet, omkring 1890, har man kunnet møde filosoffen Harald Høffding i livlig samtale med fysiologen Christian Bohr. Georg Brandes hilste kun afmålt på Høffding, de havde en uoverensstemmelse angående Nietzsche, som gjorde forholdet temmelig anspændt, selv om de var rørende enige på så mange andre punkter, bl.a. i deres harme over den måde, Estrup regerede på.
I det Bohrske hjem fortsattes diskussionen, og her dukkede nu også fysikeren Christian Christiansen og sprogforskeren Vilhelm Thomsen op. Samtalen kom vidt omkring, der var højt til loftet i Bohrs hus, og på gulvet sad brødrene Niels og Harald og lyttede med store øjne. Måske har man diskuteret "ånden i naturen" med reference til Goethe og H. C. ørsted og mulighederne for at beskrive den med fysikkens eller poesiens sprog. Man har opdyrket en fornemmelse af sammenhæng i kunsten og videnskaben og genopfrisket Leibniz' tese, at "naturen gør ingen spring". Her har Høffding ud fra sit kendskab til Kierkegaards filosofi kunnet kaste en brand ind i debatten ved at lufte ideen om, at det personlige valg er et spring, som man ikke på nogen måde kan beskrive som en kontinuert overgang, og måske har han citeret fra "Begrebet Angest":
"Lad Matematikere og Astronomer hjælpe sig, hvis de kan, med uendeligt forsvindende Smaa-Størrelser. I Livet hjælper det ikke Een til at faa Attestats, end mindre til at forklare Aand."
Den særlige diskussionsform, som Niels Bohr lærte at kende i barndomshjemmet, var som en rød tråd i hans liv, som direkte leder frem til hans og Margrethe Bohrs indsats som værter i Carlsberg-æresboligen, som han overtog efter Høffding ved dennes død i 1931. Tobakken var en vigtig ingrediens i den Bohrske salon, og måske har dens slyngede tåger under loftet fungeret som et sindbillede på den fusion af ideer, som fandt sted i samtalens løb.
I 1905 var Niels og Harald sammen med 10 medstuderende ved Høffdings filosofiundervisning med til at oprette en tværvidenskabelig studiekreds eller salon, som fik navnet "Ekliptika", idet kredsen ligesom himlens dyrekreds var begrænset til 12 medlemmer. Det er bemærkelsesværdigt, at der fra denne kreds er udgået ikke mindre end tre videnskabelige skoler, som alle i international sammenhæng er blevet betegnet "Københavnerskolen". Foruden Niels Bohr med kvantefysikken var der psykologen Edgar Rubin, som grundlagde en ny tradition med sin teori om synsoplevelsen. Endvidere var der sprogforskeren Viggo Brøndal, som sammen med Louis Hjelmslev lagde grunden for den strukturelle lingvistik.
Der findes ingen skriftlige referater fra møderne i Ekliptika, men senere nedskrevne erindringer fra flere af medlemmerne efterlader ingen tvivl om den store betydning, diskussionerne havde for modningen af de videnskabelige ideer. De ingredienser, som udbredtes og smeltede sammen lige som piberøgens tåger, havde naturligvis et kraftigt islæt af Høffdings tanker. En særlig københavnsk eksistentialisme er opstået ved mødet mellem Kierkegaard og Nietzsche. Kierkegaard var på den tid ikke intenationalt kendt, men i Danmark var hans omdømme som filosof styrket betydeligt, takket være Høffdings indsats. Modpolen Nietzsche kendtes på den tid næsten kun i København, hvor han havde sin bedste fortaler i Georg Brandes. En anden ingrediens, som kan spores i Køben- havnerskolerne udgået fra Ekliptika, er den amerikanske pragmatisme. Høffding havde i 1904 været på et længere ophold i USA, hvorunder han boede hos pragmatismens bannerfører William James, som han satte meget højt. Efter USA var Høffding i England, hvor han besøgte sprogforskeren Victoria Lady Welby. Både fra James og Welby aner man via Høffding en indflydelse fra den grå eminence i amerikansk pragmatisme, Charles S. Peirce, som dog næppe har været direkte kendt af Ekliptikas medlemmer.
Niels Bohr var nok mere påvirket end lillebroderen Harald af atmosfæren i Ekliptika og mere tilbøjelig til at gå filosofiske svinkeærinder. Medens Harald strøg igennem sit matematikstudium og fik sin kandidatgrad (april 1909), sad Niels og fordybede sig i Kierkegaards "Stadier paa Livets Vej". Her udvikles ideen om springet, som ikke kan analyseres i detaljer, men som markerer de afgørende overgange i personens liv fra en æstetisk til en etisk, og endelig til en religiøs livsholdning. Niels var dybt engageret i tankegangen, men var ikke enig med Kierkegaard på alle punkter og endte med at fravælge religionen og bekende sig til fritænkeriet. I 1912 tog han springet til det etiske liv gennem ægteskabet med Margrethe Nørlund.
Kvantespringet kom ind i fysikken med Bohrs atomteori i 1913. Det var en uhørt dristig teori, som brød med den klassiske fysik på to afgørende punkter. For det første antagelsen om, at elektronen kunne befinde sig i visse stationære baner uden at udsende stråling. For det andet, at lysudsendelse fandt sted, når elektronen sprang fra en stationær bane til en anden. Kvantespringet kan ikke beskrives i sædvanlige fysiske termer, det ligger uden for tid og rum, men eksisterer alligevel i sin egen begrebslogiske verden. Den sikkerhed, som Bohr kunne postulere kvantespringet med, har han ikke kunnet finde belæg for noget sted i fysikken, men kun i Kierkegaards logik. Det er det mest ærkekøbenhavnske element i fysikken, og det er aldrig blevet forstået af det internationale fysikersamfund, selv om det har vist sig umuligt at afskaffe. Det er for de fleste fysikere en ufattelig tanke, at fysiske fænomener kan forstås ud fra en psy- kologisk redegørelse for begreber som forelskelse, angst, synd og skyld, og Kierkegaards værker er aldrig indgået i et fysikpensum. Selv fagfilosoffer (bl.a. David Favrholdt) foretrækker at tro, at Niels Bohrs filosofi var uden filoso- fiske og litterære forudsætninger, på trods af at han selv har henvist til bl.a. Poul Martin Møller, Kierkegaard og William James.
Det uberegnelige spring er et gennemgående Kierkegaardtema i Bohrs filosofi, og mange anekdoter fortæller om, hvordan han kunne gribe små dagligdags begivenheder i flug- ten for at illustrere sin pointe. Karakteristisk for springet er, at det er forudsat som en mulighed eller en forestilling, før det finder sted. I kvantefysikken sættes muligheden af måleapparaturet, i dagligdagen ofte af en vag forestilling, som er langt fra det gustne overlæg. Som for eksempel den gang, da matematikeren Besicovich i desperation kastede bocciakuglen baglæns over hovedet og den landede lige midt i feltet. Fra fodboldspillet har begge brødrene Bohr kendt til disse "peak experiences", hvor den rationelle sigten efter målet viger for den totale hensigt, og hvor bevidstheden forlader hjernebarkens fængsel og trækker bolden derhen hvor den skal som en perle på en snor.
Et andet Kierkegaard tema hos Niels Bohr, som er svært at fatte for udenlandske fysikere, er medelelsesdialektikken, den stil, man vælger for at få sit budskab frem til modtageren. Den gode lærer er lidt af en forfører, og det egentlige budskab ligger ikke altid i de ord, han siger eller skriver. Bohr udtrykte sig ikke klart, men han var meget omhyggelig med sine formuleringer, og uklarheden var et bevidst valg af stil. De fleste fysikere bestræber sig på at udtrykke sig så klart som muligt, og Bohrs valg af stil vækker hos dem undren og forargelse.
En sådan forargelse kom til udtryk i et interview med John Bell i det svenske fjernsyn for to år siden. Bell er en retlinet irsk fysiker og en pioner i den nyere udvikling i kvantefysikken, som bl.a. har ført til Aspect eksperimentet.
Han citerede Bohr for bemærkningen: "Jeg bestræber mig altid på ikke at udtrykke mig klarere, end jeg tænker". Sådan noget kan man ikke sige, når man er fysiker, mente Bell. Nej, det er ikke lige stilen i fysikken, men det er den stil Kierkegaard anbefaler og praktiserer, en "elastisk Tvetydighed", som ikke "besnakker Pointen", når det gælder om at forklare "det qualitative Spring" (i Begrebet Angest) eller i følgende citat fra "Philosophiske Smuler", som er noget af det mest knudrede, han har skrevet:

"....thi det er altid en Fordeel, en Lettelse, når det er det Vanskelige, jeg skal tilegne mig, at det bliver gjort mig vanskeligt."
Vanskeligt er det at forstå Niels Bohr, og det kommer sig af, at han havde noget på hjerte og bestræbte sig på at give det videre. Sandheden er ikke noget, man kan tage som en pille. Den er snarere som guldkrukken for enden af regn- buen, og man når kun derhen ad de vildsomme stier, ikke ad motorvejen. Han lod sig vejlede af nogle af de bedste i den danske tradition, og det gør ikke hans format mindre, at han havde sine forudsætninger. Syntesen var hans egen, hans liv, ham selv. Vi elsker ham, fordi han ikke kun var en stor fysiker i det internationale samfund, men også en kunstner og filosof med rod i det københavnske.
Tegningen er lavet af Per Marquard Otzen
Tilbage til Peder Voetmann Christiansens hjemmeside